Ingen offentlig hjælp

En dag tog Martins far en beslutning, som var svær.  Han gik op på Københavns magistrat for at melde familien til fattigvæsenet, så de kunne få offentlig hjælp. Det ville samtidig betyde, at Mathilde og Hans Jørgen mistede deres demokratiske rettigheder. Hvis man fik hjælp fra det offentlige, havde manden ikke længere ret til at stemme. Kvinderne havde nemlig endnu ikke fået stemmeret.

Men Københavns kommune gik ikke uden videre med til at udbetale fattighjælp til alle de familier, der meldte sig. For at slippe for at betale til de mange fattige, der bad om hjælp, tilbød man at dække udgifter ved flytning, hvis de ville rejse tilbage til

det sted, hvor de oprindeligt var kommet fra.

Martins familie kom aldrig på fattighjælp, men alligevel forlod de København.

Det blev Bornholm - og ikke Amerika. Martins far havde en skolekammerat i Nexø på Bornholm, som kunne skaffe ham arbejde. Mathilde og Hans Jørgen havde ofte talt om Bornholm, og de muligheder de kunne få, hvis de boede derovre, men det var aldrig kommet længere end til snakken. 

Nu kunne deres drømme måske gå i opfyldelse.  Faderen rejste i forvejen, og senere skulle familien følge efter.

Rejsen til Bornholm

En sen aften i september 1877 gik moderen, de to drenge og deres små søskende Anna og Sine ned til det skib, der skulle føre dem til Bornholm, over til deres far, som var rejst i forvejen til Nexø. 
De glædede sig meget til det nye liv, der nu ventede dem, men det skulle blive en stor forandring - især for moderen og Martins ældre bror, Georg.